Kære mor...

Hej jer derude!
Har skrevet denne novelle om muskel- og listehunde. Da jeg, indrømmet, er meget imod hundeloven. Jeg synes den er uretfærdig opbygget, og den rammer helt forkert! Selvfølgelig er jeg imod hunde der bider, men mange af de "forbudte" racer, har aldrig gjort noget. Og desuden, så er det altid ejeren, og ikke hunden der bærer skylden!
For at vise at jeg går ind for en ny hundelov, skrev jeg denne novelle, enjoy!

Kære mor, jeg er jo din hund

Af Catharina Hjorth ©

Kære Mor husker du i går? Husker du at vi var ude og gå i skoven? Det var så dejligt mor, jeg løb og jeg legede, jeg havde ingen bekymring i verden, for jeg var din hund og du var jo lige der. Husker du så mor, der kom en lille en som mig, jeg så den lang tid før dig, og i min ungdomskådhed løb jeg glædestrålende frem. Jeg var ikke så gammel mor, så mine ben ville ikke rigtig stoppe, det var et uheld, men jeg faldt ind i ham. Så blev han trukket væk fra mig, glad fulgte jeg med, jeg ville jo bare gerne lege. Damen tog ham op, hvorfor måtte han ikke lege mor? Hun råbte af dig, jeg kunne ikke lide det. Hun sagde ord som farlig og kamphund og pegede på mig. Det var ord jeg ikke kendte, jeg var ingen kamphund, jeg var jo bare din hund. Derhjemme kom to mænd. Lykkelig som altid tog jeg imod dem, det havde du lært mig mor, og jeg var jo din hund. De sagde nye ord: Forbudt og listehund. Jamen mor sagde jeg, jeg er jo bare din hund! Da mændene gik, græd du mor. Jeg skubbede min snude under din hånd, jeg ville bare så gerne trøste dig. Hvorfor græd du sådan mor? For første gang måtte jeg sove i din seng, og hele natten fortalte du mig at jeg var din hund. Du sov ikke mor, jeg ved det, for jeg lå hos dig hele natten, bare for at passe på dig. Da det blev morgen skulle vi ud og køre, jeg fulgte dig lykkelig. Hvor end du skulle hen, ville jeg bare gerne med, for jeg var jo din hund. Vi kom til et sted, det var ikke skoven, men der var søde mennesker med godbidder der lokkede. Dog ville jeg ikke gå fra dig, du havde det ikke godt, så jeg havde det ikke godt mor. Jeg ville bare gerne hjem. Du fik mig til at lægge mig på et bord. Det havde vi øvet så mange gange før, jeg ville så gerne vise dig hvor dygtig jeg var. Jeg kunne mærke et stik. Du græd endnu mere mor. Jeg blev bange mor, og jeg blev træt. Jeg ville ikke forlade dig, du var så bange, og jeg ville beskytte dig, jeg var jo din hund.

Kære mor, nu sidder jeg heroppe i himlen. Jeg bebrejder dig ikke andres uvidenhed. Og mor, du må ikke være vred på dem, for du var aldrig vred før, og vrede var aldrig hvem jeg var, og kære mor: Jeg vil altid være din hund. 

Har fået så mange reaktioner på den, nogle har måske endda læst den på facebook. Jeg er så rørt over at SÅ mange mennesker, reagerer på min novelle!

ps. jeg støtter også fairdog.dk